Få styr på arv, testamente, værgemål og fremtidsfuldmagt
Velkommen til dette foredrag om arv, testamente, værgemål og fremtidsfuldmagter

Det er vigtigt, at man, mens man er i live, træffer beslutninger om, hvad der skal ske, når man er død. Også hvis man bliver så syg, at man ikke længere kan træffe beslutninger om sine personlige eller økonomiske forhold. Mange udsætter desværre at træffe disse beslutninger, fordi det er svære emner at tage fat på.
Det er vigtigt, med henblik på at skabe klarhed og tryghed, og ikke mindst for at undgå konflikter, hvis familien rammes af sygdom, ulykke eller dødsfald.
Foredraget giver dig en overordnet praktisk og juridisk gennemgang af de vigtigste værktøjer til at sikre dig selv og dine nærmeste, herunder familier med handicappede børn eller voksne børn med særlige behov.
Aftenen er delt op i følgende emner:
Del 1. Fremtidsfuldmagter
Vi gennemgår, hvad en fremtidsfuldmagt er, hvornår det er relevant at oprette en, og hvem der kan udpeges som fuldmægtig. Der vil desuden blive redegjort for, hvordan en fremtidsfuldmagt oprettes, hvilke økonomiske og personlige forhold den kan omfatte, samt hvilke konsekvenser det kan have, hvis man ikke har oprettet en fremtidsfuldmagt.
Del 2. Hvem skal arve dig?
Modulet tager udgangspunkt i arvelovens regler om tvangsarv og friarv samt forskellene mellem ægtefæller, samlevende og enlige. Der vil blive redegjort for reglerne om uskiftet bo, delingsformue og de forskellige former for særeje.
Herefter gennemgås testamentets betydning og de muligheder, man har for selv at bestemme, hvem der skal arve. Der sættes fokus på arv til ægtefæller, samlevende, børn, børnebørn, andre familiemedlemmer og velgørende organisationer.
Endvidere gennemgås reglerne om pensioner og livsforsikringer, herunder betydningen af begunstigelser, begrebet "nærmeste pårørende" og samspillet mellem testamenter og pensionsordninger.
Afslutningsvis behandles reglerne om båndlæggelse af arv, herunder hvornår dette kan være relevant, og hvilken betydning det har for arvingerne.
Del 3. Værgemål
Der gives en gennemgang af reglerne om værgemål, herunder hvornår et værgemål kan blive aktuelt, og hvilken betydning det har for den person, der sættes under værgemål. Der redegøres endvidere for, hvem der kan beskikkes som værge, samt hvilke rettigheder, pligter og begrænsninger der gælder for værgen.
Del 4. Praktiske råd til familien
I dette modul samles de væsentligste overvejelser, som mange familier bør tage stilling til. Vi ser blandt andet på, om der er taget stilling til, hvem der skal arve, om der er oprettet fremtidsfuldmagt og testamente, hvem der er begunstiget på pensioner og forsikringer, og om der er behov for at overveje særeje.
Der sættes også fokus på de særlige problemstillinger, som kan opstå i familier med handicappede børn eller voksne børn med særlige behov, herunder hvilke forhold der bør være afklaret, når barnet fylder 18 år.
Afslutning
God planlægning handler om at skabe tryghed, undgå konflikter og sikre, at ens egne ønsker bliver respekteret.
Ved at tage stilling til testamente, værgemål og fremtidsfuldmagt i god tid kan man skabe de bedste rammer for sig selv og sine nærmeste. Det giver større sikkerhed for, at ens ønsker bliver efterlevet, og at familien står bedst muligt, hvis sygdom, ulykke eller dødsfald rammer.
Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Lidt info om oplægsholder advokat Victoria Lindtner

Victoria er advokat, uddannet mediator og har tidligere været chef og vicedirektør i forskellige organisationer. Gennem hele sit arbejdsliv har hun beskæftiget sig med mennesker, ledelse, konfliktløsning og rådgivning.
Privat er hun gift med Niels, mor til Andreas på 31 år, og farmor til Olivia på 1 år. Hun har svenske aner, som udgør en vigtig del af hende som person.
Information om arrangementet
Dato og tid Onsdag d. 26. august 2026 kl. 17:00 til 19:00
Tilmeldingsfrist Onsdag d. 19. august 2026 kl. 23:00
Sted
Gentofte Hovedbibliotek - Øregårdssalen
Ahlmanns Alle 6
2900 Hellerup
Arrangør
Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte
Tlf. +45 39 40 46 48
kontor@frivilligcentergentofte.dk
Vi har nemt lavet denne side i NemTilmeld
Når vi bruger NemTilmeld til vores arrangementer, er det lige så nemt som at cykle ned ad bakke i medvind.
Og så er det GDPR-sikkert, for ingen techgiganter får kløerne i dine deltageres persondata som en anden Bond-skurk. De forbliver sikkert opbevaret i Danmark.
Du snyder dig selv, hvis du ikke selv prøver NemTilmeld til dit næste arrangement for 0 kr.
PS: Du ser denne reklame, fordi Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte bruger en sponsoreret konto hos NemTilmeld.
Indlæser